Et land – to folk – to krige.

Hvis vi ser på situationen i Mellemøsten, så findes der flere synspunkter dertil. Dette er klart, hvis man ser med historiens briller – flere kulturer og traditioner har været blandet ind i området – og synspunkter på situationen kan hentes endnu længere tilbage i historien end den ”egentlige start” på Palæstinaproblemet i det 20’ende årh. – det kan hentes helt tilbage til de to folks religioners oprindelse – som Herbert Pundik skriver i Jerusalem – en forgiftet by, så har de to folk en legende til fælles, at ”én bøn fremsagt til Vorherre i den hellige by (Jerusalem) vejer tungere end 100 bønner fremsagt andetsteds”.

Begge folk beder for fred i Jerusalem, men samtidig nægter de hinandens ret til byen – hengivenheden til byen overgås kun af deres jalousi.  Man kan ikke dele et helligt symbol som Jerusalem – et symbol kan kun forsvares ved at udelukke modparten.  Ved at politisere et symbol som Jerusalem og de helligdomme der findes i byen, statueres det at et religiøst symbol kan være kernen til stridigheder og krig. Og da zionisterne i 1897 beslutter at det jødiske folk skulle vende tilbage til Det Hellige Land efter næsten 2000 års udlændighed og at zionisternes mål var oprettelsen af et hjemsted i Palæstina for det jødiske folk, sikret gennem offentlig lov, så blev Palæstinaproblemets grobund virkelig grundlagt og de først skridt mod årtiers fejde mellem to folk skulle begynde.

Hvis myterne fejes til side til fordel for de virkelige begivenheder, vil det betyde store ting for freden i Mellemøsten. Hvad der er sket i fortiden skal ikke dækkes til og de faktiske begivenheder må ikke indlemmes i myter og ”falske” erindringer.

Hvad der faktisk er sket i Mellemøsten, er det væsentlige i henhold til at finde en løsning på Palæstinaproblemet, først dér kan der åbnes op for en virkelig forståelse af, hvad der er sket gennem de sidste mange årtier, århundreder og faktisk også årtusinder og hvilke lande der har haft sin indflydelse på den fatale skæbne, som både jøder og palæstinensere vågner op til dagligt. Fordi at ”mennesket selv skaber historien, så er denne menneskeskabte, samfundsmæssige verden også tilgængelig for vor udforskning og erkendelse” udtalte Giambattista Vico i 1800-tallet – altså, hvad mennesket kan vide, er skabt af mennesket selv og dermed sagt, så er det menneskene selv, araberne, jøderne, briterne etc. som har skabt Mellemøstens historie og derfor også kun menneskene selv som kan forstå det skete og hvad der skal til for at løse det. Her vokser så et andet problem frem, da mennesker ikke altid forstår ting på samme måde, så finder de dermed ikke altid samme løsninger til stridspunkterne.

Briterne bærer en stor del af skylden

De forskellige aftaler, som briterne i starten af det 20’ende årh. henholdsvis indledte med araberne og zionisterne[1] var i stik modsætning til hinanden og kan ikke forventes at bringe en løsning til hverken palæstinenserne eller jøderne som en samlet nation. Begge folk ønsker på sin vis det samme, de ønsker et sted til deres nationer, hvor de kan leve kan i fred og ro uden en anden nations statslige indflydelse, såsom det var under mandatmagten i 1920’erne-1940’erne under Englands tvetydige hænder. Palæstinenserne ønsker, at have deres land i fred og jøderne ønsker at få deres land tilbage igen, hvor det jødiske folk igen kan samles som én nation.

Problemet er, at begge folk både har en historisk fortid og en kollektiv erindring i området omkring Jerusalem og Gaza-striben og dermed mener begge sig i sin fortrinsret til områderne. Jøderne blev i deres religions historie lovet ”Det forjættede land” af Jahve (Jf. Det Gamle Testamente), og palæstinenserne, med baggrund i araberne som nomadefolk, har levet i området lige så længe som deres folk har været til, desuden har de, ligesom jøderne, et tilhørsforhold til ”Det hellige bjerg” som ligger i Jerusalem – dog har de hver deres kollektive erindring om dette hellige sted, men det gør ikke deres følelser for stedet mindre på nogen måde, ej heller bør det gøre det. Dette burde dog ikke, i mine øjne, være en grund til, at de begge kæmper på en så brutal måde for stedet – det burde på den ene eller anden måde være muligt, at kunne bo side om side og deles om landet og stederne – intet menneske på denne jord burde, hvad end deres religion så siger, kunne kræve eneret til et symbol.

Palæstinenserne gik delvist ind på briternes lovning til jøderne om, at de en dag, kunne vende tilbage til ”Det hellige land” og åbnede dermed deres arme for de indvandrende jøder og solgte tilmed deres jord til dem, så jøderne fik mulighed for at skabe sig et liv i Palæstina, men jøderne tog mere end de blev tilbudt og fandt sig ikke tilrette med Palæstinensernes tilstedeværelse i deres forjættede land – i 1967 skriver Hacohen, formanden for Knesset om hans erindringer fra 1920’erne ”jeg blev tvunget til at forsvare den kendsgerning at jeg ikke optog arabere i min fagforening, at vi her formanende husmødre om ikke at handle hos arabere, … at vi hældte petroleum over arabiske tomater, … at det var os tilladt at købe snesevis af dunum jord af en araber – men forbudt at sælge en eneste jødiske dunum til en araber… Det var ikke let” kan man læse i Birgitte Rahbeks En stat for enhver pris – Konflikten i Mellemøsten fra 2000.

Det var ikke let, men alligevel gjorde Hacohen og mange andre jøder dette, de trådte – mildt sagt – på palæstinensernes imødekommenhed og gjorde hvad de kunne, på godt og ondt, for at få magten over ”Deres forjættede land”. Med tiden er zionisternes passion og vision om en jødisk stat vokset og blevet til ønsket om mere end det lovede land af briterne, som Ben-Gurion, leder af Mapai i 1937 udtrykte i Rahbeks ovenstående bog; ”… grænserne for den zionistiske stræben er det jødiske folks anliggende, og ingen ydre faktor vil være i stand til at begrænse dem” og i 1942 var denne stræben vokset til et krav ”Vi har formuleret vort krav – ikke en jødisk stat i Palæstina, men Palæstina som en jødisk stat” udtrykte Ben-Gurion.

Dette er i mine øjne en af ligtornene til Palæstinaproblemet, jøderne kan ikke stoppe og ikke få nok – de har deres krav, og de har ikke tænkt sig at stoppe før disse er indfriet – som den filosofiske jøde skriver, så var det i 1942 at den jødiske minoritet gav minoritetsrettigheder til den arabiske majoritet”, og Palæstina blev altså ikke set som et land, men som et folk, der tilfældigvis var bosat i ”jødernes nationale folkehjem”, de kunne blive, men det måtte blive under jødiske politiske og statslige lovgivninger.

En nation lover en anden nation en tredje nations land!?!

Dette Palæstinaproblem, som England har en stor medvirken i, vurderer jeg ikke til at være et let løseligt stridspunkt – mange generationer har været indblandet i forløbet, og den sociale og kulturelle arv har i mine øjne sat sine spor. Børn vokser op med forældre på den ene eller anden siden af disse to folks holdninger og kollektive erindringer og som det har set ud længe, så vokser de op i en krig, hvor de dagligt ser eller hører om folk der er blevet dræbt på den ene eller anden grusomme måde. Dette kan ikke undgå, at præge generationerne negativt, ligesom deres religioner har en finger med i spillet, som det står i Det gamle Testamente ”et øje for et øje, og en tand for en tand” – nogle jøder og nogle arabere forsøgte i tidernes morgen – og heldigvis findes der stadig dem der gør det – at leve side om side og dele ”Det hellige Land” med folk af anden religion og som forstår, at begge folks religioner faktisk ikke prædiker for krig og uenigheder, men tværtimod for samvær og fred med andre selv med dem, som ikke er jøder eller muslimer. Da zionisterne bestemte, at hele deres nation skulle tilbage til ”Deres forjættede land”, så bragte det konsekvenser med sig, fordi de glemte at acceptere, at en hel nation af Palæstinensere allerede var bosat der – at briterne afgav forskellige løfter til både arabere og jøder gør heller ikke sagen nemmere og som Koestler skriver om Balfourdeklarationen så er ”den en af alle tider mest usandsynlige dokumenter. Her lovede en nation en anden nation en tredje nations land”.

Jeg mener, at først og fremmest så bør verdens lande ikke vælge side – hverken jøder eller palæstinensere bør støttes i deres grusomheder, hvordan kan det være gået så vidt, at andre lande har tilført tonsvis af våben og artilleri til disse folk, så de kan bekæmpe hinanden, hvordan kan det være, at ingen har sagt STOP til jøderne, da de med magt bekæmpede Palæstinenserne for at få mere end det lovede land?

Der er ingen tvivl om, at Hamas og Jihads selvmordsaktioner er grufulde og på sin vis uforståelige (da de går i direkte modstrid med muslimers religion), men jødernes militæraktioner, nedskydning af ubevæbnede palæstinensere og bulldozere som buldrer ind over forsvarsløse menneskers hjem i en syg magtkamp er mildest talt lige så grufulde og lige så uforståelige, som Hamas og Jihads terroraktioner – Som Pundik skriver i sin overskrift, så findes der i Palæstina ”To folk – to krige”, og indtil resten af verden og først og fremmest jøder og palæstinensere får øjnene op for, at mord, mord og atter mord ikke er vejen frem til et retfærdigt svar på problemet, så ser jeg desværre ingen fremtidig løsning. Jeg frygter, som jeg nævner, at den sociale og kulturelle arv vil fortsætte i sit negative spor og Palæstinaproblemet være et dagligt emne, som der vil komme utallige forslag til hvordan man ender konflikten – det er kommet ind i et ”ondt møllehjul”, som foreløbigt ikke sænker sin fart – ved at Israel/zionisterne har fået overtaget og på sin vis nu er mere ”accepteret” end Palæstina, så er der ingen tvivl om, at der langt ind i fremtiden vil findes hengivne Palæstinensere, som kæmper for deres ret for deres mistede land og jøder som i al deres magt vil forsvare deres genvundne ”forjættede land”.

---

[1] McMahon-Hussein-aftalen, Sykes-Picot-aftalen og Balfourdeklarationen.